tirsdag 1. juli 2014,
klok er 10:15, sådan noget,
vi går fra Roskilde station, mod Festivalpladsen, indgang Øst,
på den dér vej, man går på, fra stationen og udad, mange biler, det må være en trafikeret vej, egentlig. året rundt.
at der er en Roskilde året rundt, en by, en Roskilde by
“skal vi lige ha et eller andet“, øhm, det kan da godt være, vi går ind i en Fakta, Fakta Quick?, på den dér vej, så står der en vagt inde i butikken, ved indgangen, “i skal lige stille jeres tasker i indgangen“, øhm i indgangen?, ja, det må så være dér ved glasdøren, ved tilbudsvarerne, blikfanget – indgangspartiet – “kan du så garantere at de ikke blir væk” sir Rolf, han fører på en eller anden måde ordet? “det kan jeg ikke, men jeg kan sige så meget, som at der ikke er nogen der er forsvundet endnu“, ok, nå, “det gider vi faktisk ikke, tror jeg“, så går vi ud igen. så vi sku ik ha et eller andet
jeg tror at vi snakker lidt om ting, Rolf tar sin hættetrøje af, hættetrøje som i: ikke hættetrøjetype-hættetrøje, sådan en mere børnet hættetrøje, mere børnet i de dér stropper fra halsen -
måske tager jeg også hættetrøjen af, det er varmt, lige pludselig, når solen er der, er den varm
vi går forbi – imellem – nogle politibetjente, de holder i en vogn, den dér klassiske blå vogn, med plads til 6-8, en politibus? der er sæder bagi, bare sæder, ikke noget bagagerum. kører de med sele? scenen ligner børn der skal køres til fodbold. så sidder man også sådan i flok. vi går imellem betjente på den ene side, to betjente står der, en skaldet, autoritet, solbriller, en mere rødligt håret, yngre -
de står i vejsiden af fortovet,og på den anden side, lænet op af et hegn, står tre personer med poser fyldt med pant, fyldte blå plastikposer, den ene af dem sidder ned, lænet op af hegnet, de er vel tilbageholdt på en eller anden måde, skal undersøges, kigges efter i skoene -
“det en rigtig rumæner, hun spritter lige hænderne“, – vi er gået forbi, imellem, på fortovet – så stopper vi op, kigger på hinanden, what? hvad sagde han lige? det en rigtig rumæner, hun spritter lige hænderne. hvad?
vi går i stå, måske går folk forbi, det kan jeg ikk huske, måske er vi i vejen – sagde han lige, what, hvad? – vi stiller os, kigger på betjentene, undersøger den undersøgelse de har gang i
kigger de på os? de har solbriller på, den skaldede har solbriller på, jeg kan ikke regne ud om han kigger over på os, hans hoved gør, men hvor er øjnene?
“lad os lige stå her lidt“, siger Rolf, det er bedre at stå her end at lade være. vi står lidt. jeg finder et bolsje, eller en øl, noget fra tasken. Rolf har solbriller på også, eller også sidder de i panden, de er farvestrålende rundt i kanten, tutti-frutti-farver.
vi står sådan lidt, har det bare lidt underligt. “skal vi gå over til ham?“, vi gør det sgu. “hej?“. “goddag“. “vi hørte dig sige noget, omkring at ‘det var nogle rigtige rumænere’ eller noget, vi kunne ikke helt forstå det, og så at hun sprittede sine hænder – det var som om, at der var en eller anden sammenhæng, vi kunne ikke forstå – vil du prøve at forklare os?“
“jeg kan ikke forstå hvad i mener. de ER rigtige rumænere, i kan se deres pas hvis i vil” – (den villighed til at vise ANDRE menneskers id???? vi ser dem faktisk, senere, den skaldede betjent har dem hånden, som spillekort)
- vi vil gerne have hans nummer, politibetjentens, den rødligt håredes. han er gået helt i forsvar. snakker som til dyr, til ikke-mennesker – vil du prøve at forklare os? “har i krav på at høre, hvis i bare går forbi en hvilken som helst samtale, har i så krav på at høre hvad det handler om?” – nej, men. – vi synes at det lød mærkeligt? – “ja. i digter alt muligt oppe i jeres hoved” – vi vil gerne bede om dit navn, og dit nummer, – “hvad skal i bruge det til?“- han går ind i bilen, der sidder nogle andre betjente derinde –
imens: en tredje betjent kigger den ene pantsamler, en mand, de to andre er kvinder, betjenten kigger i hans sko.
- “jeg skal lige se noget id på dig“, siger betjenten, den rødhårede, til Rolf, han fører ordet igen. han er ældre? ok. det får han. sygesikring. betjenten noterer i en blok. jeg tænker: what. Rolf siger “de har ikke noget på mig“. det helteagtige. hvad har vi gang i
- chefen, den skaldede betjent kommer over, “i kan få mit navn og nummer” – nej, vi snakkede med din kollega, det var det hán sagde – “hvad er problemet?” – det må du snakke med din kollega om, vi har lige forklaret det til ham – “det er meget normalt, at man klager til nogens chef, hvis man er uenig eller utilfreds med noget” – nej, vi vil gerne have hans navn og nummer – “vi har ikke numre på den måde dér. det er noget de har i amerikanske film“. -
- ok. vi vil gerne have hans navn. ja. “jamen det er Martin Hansen” ok. Martin Hansen? “fra Københavns Politi.” okay. “og hvordan kan vi være sikre på, at der ikke er flere, der hedder Martin Hansen i Københavns Politi?” “jamen det er der ikke“. nej. ok. men ? ? ? et blik. “hvad er sandsynligheden for, at der på den afdeling, er to mand der hedder det samme“, “jamen den er der jo.” siger jeg, kækt? træder ind som en kæk figur? mæglende kækhed – “det er statistisk umuligt at der er to der hedder Martin Hansen på samme afdeling.” (!) jamen ? nej ? “det er det jo netop ikke ? ? ?” jeg tror jeg smiler da jeg siger det, overbærende.
vi får det navn dér, ok. “er dit cpr-nr., er det tredive nul otte et eller andet?” spør jeg Rolf, “ja“, “han stod og ringede og sagde det i telefonen, tror de tjekkede op på dig eller sådan noget“, “ja“, hvad vil de med det, det er underligt – ‘du er tidligere straffet, du må ikke klage’, eller hvad?
Rolf ringer til venner, for at høre om de ved, om politibetjente har sådan et nummer, man har krav på at få – det har de vist nok ikk, ingen ved det rigtigt – (senere tjekker vi: det har de ikke, de har pligt til at vise ID , som man kan tage et billede af) (til gengæld har man ikke, som klagende, pligt til at skulle oplyse cpr-nr., sygesikringskort) – hvorfor er det så svært? går væk med dén følelse, hvorfor er det så svært at snakke?
Rolfs version: http://www.rolfsparre.blogspot.dk/2014/07/10.html
![]()
![]()
